Historien bag navnet Gammel Kloster.

 I gennem tiderne er Gammel Kloster blevet finansieret af konger, dronninger, adel og borger og starter tilbage i år 1296 under kong Erik Menved, hvor Roskildebispen Johannes Krag grundlagde”Helligåndshospitalet” der hvor Helligåndskirken ligger i dag, og som er starten på den selvejende institution, der i dag er Stiftelsen Gammel Kloster.

Gammel Kloster er i dag byens næstældste institution, kun overgået af Metropolitanskolen.

Biskop Johannes Krag lod hospitalsbyggeriet finansierer ved indsamling blandt byens rige borgere og adelen. Formålet var at skaffe husly til syge, svage og gamle, der ikke mere havde kræfter til at gå rundt og tigge.

Hospitalets drift blev varetaget af munkene, der stod for indsamlingerne.

I 310 år fungerede hospitalet som opsamlingssted for de svage i samfundet.

Indenfor den årrække omdannede Christian den første i året 1474 hospitalet til et kloster, hvor han opførte nye bygninger. Til klosterets drift gav kongerne i tidens løb ejendomme og jordskyld i og udenfor byen, men også private skænkede gaver til klosterets drift. Det kunne være en hest eller en flæskeside, det vides at en privatmand finansierede, at en beboer kunne få et bad. Klosteret solgte også aflad, som var en populær måde at råde bod på private dårlige egenskaber.

Reformationen i 1500-tallet førte til, at hospitalets status som kloster blev ophævet, men hospitalets aktiviteter fortsatte frem til år 1607, hvor Christian den fjerde flyttede stiftelsen til  kongsgården Vartov ved Strandvejen i Hellerup.

I forbindelse med udflytningen udfærdigede Christian den fjerde den 30. november 1607 en fundats for stiftelsen. 

Dette var ikke en foranstaltning til gavn for Københavns syge, fattige og hittebørn, for hospitalet blev nu også brugt som tugthus.

Christian den fjerde opdagede hurtigt, at det var en meget dårlig ide, så han opførte en hospitalsbygning ved Sortedamssøens østre ende, der blev indviet den 31. juni 1630.

                                                                     En af donatorerne Biskoppen over

         Sjælland Jesper Brochman fortjener

         en særlig omtale. Han har i sin fundats

         af 31. august 1647 nedskrevet, hvad

         hans lemmer efter gældende regler

         havde krav på, også efter hans og hans                         

         kones død.

 

 

 

Her den fulde fundatsordlyd for de madmæssige krav til stiftelsen:

 ”De skal spise lige ved de andre fattige udi syg-stuen, efter den udspisning, som udi hospitalet nu spises, hvilken, på det den efter vores død, ikke skal dennem meere end de andre forminskes, er af Forstanderen forteignet saaledes, at hver person om ugen faar 7 pund (ca. 3½ kg) brød udi i et stykke, hver dag 3 potter (ca. 3 liter) øll til hver person, hver maaneds-dag et pund (½ kg) smør udvejes til hver person; hver almindelig højtidsdag tre retter mad til middag og tre til aften, 2 potter (ca. 2 liter)  godt øll, og 3 hvedebrød til hver person; hver St. Michels aften, en halv potte (ca. ½ liter) miød til hver person; hver St. Mortens aften en fierding (1/4) stegt gås, fyldt med æbler og svesker til hver person. Tou gange flesk om ugen til hver person, og da 14 lod (217 g) eller 13 lod (201 g) søden (kogt) flesk til hver person til hver gang; tre gange om ugen kiød, og 12 lod (186 g) raat eller 11 lod (170 g) søden kiød til hver person hver maaltid, og 2 gode Trondheims sild, eller 1½  stor sild til hver person hver måltid, og er der anden sild skal de ikke spise dennem med smaa Strømlinger (lille sildeart), ey heller efter som nu anordnet er, med graasey saa længe der er anden fisk at bekomme, anden tør fisk gives og dennem efter taxten.”

Under svenskerkrigen i år 1658 blev hospitalet totalt ødelagt, og i de følgende 8 år blev beboerne huset forskellige steder i byen.

I år 1665/1666  flyttede Helligåndshospitalet, i daglig tale kaldt Vartov, til Farvergade i Tyge Brahes gamle bolig. Ejendommen blev købt for 3.200 rigsdaler og det finansielle grundlag for købet var en gave på 2.500 sletdaler fra Ellen, Jørgen Willumsens enke, hvis portræt i dag hænger I Gammel Kloster.

Den 19. marts 1662 udtalte Kong Frederik den tredie i et brev til Grev Rantzau, som var Præsident i Statskollegiet, at han var kommet i erfaring om den store urigtighed, som blev begået i Danmark med mønten, således at, af de rigsdaler der blev udført af riget, blev der indført anden mønt, som var mindre god.   

Derfor udgik der den 12. januar 1666  befaling fra Kong Frederik den tredje til de Kongelige Myntemestre, at der kun måtte slås hele og halve slette-dalere (sletdaleren indeholdt mindre sølv end rigsdaleren).

Det blev med tiden almindeligt, at enhver borger i sin bedste alder kunne ”købe en seng ” i Vartov og hermed sikre sig eller sit trofaste tyende et blivende sted, når man blev gammel og hjælpeløs.

Oprindelig var der ikke kakkelovne i Vartov, og da hele stueetagen havde stengulv, kunne det være er kold og fugtig fornøjelse at bo der. Det var derfor ikke ualmindeligt, at de gamle lemmer gik i seng om efteråret og først stod op igen, når det blev forår, bare for at holde varmen.

I årene 1724 til 1771 blev der oprettet 80 nye private senge, og det var derfor nødvendigt at udvide Vartov bl.a. med en ekstra fløj ud mod Farvergade.

Endvidere fik bygningen tillagt en etage i årene 1856-1860.

 

I år 1846 skrev H.C. Andersen en smuk fortælling om en ældre kvinde, der ser ud på efteråret og tænker tilbage på sit liv.

Fra et vindue i Vartov

af   Hans Christian Andersen

Ud til den grønne vold, der går rundt om København, ligger en stor, rød gård med mange vinduer, i dem vokser balsaminen og ambratræet; fattigt ser der ud derindenfor, og fattige gamle folk bor der. Der er Vartov.

Se! op til vindueskarmen læner sig en gammel pige, hun plukker det visne blad af balsaminen og ser ud på den grønne vold, hvor lystige børn tumler sig; hvad tænker hun på? Et livs drama ruller op for tanken.

De fattige små, hvor lykkeligt de leger! hvilke røde kinder, hvilke velsignede øjne, men hverken sko eller strømper har de på! de danser på den grønne vold der, hvor sagnet fortæller at for mange år tilbage, da jorden der altid sank, blev et uskyldigt barn lokket med blomster og legetøj ind i den åbne grav, som de murede til medens den lille legede og spiste. Da lå volden fast og bar snart et dejligt grønsvær. De små kender ikke sagnet, ellers ville de høre barnet græde endnu dernede under jorden, og duggen på græsset ville synes dem de brændende tårer. De kender ikke historien om Danmarks konge, der da fjenden lå udenfor, red her forbi, og svor, han ville dø i sin rede; da kom kvinder og mænd, de gød kogende vand ned over de hvidklædte fjender, som i sneen kravlede op ad den ydre voldside.

Lystigt leger de fattige små.

Leg, du lille pige! snart kommer årene — ja, de velsignede år: Konfirmanderne spadserer hånd i hånd, du går i hvid kjole, den har kostet din moder nok, og dog er den syet om af en større, gammel! du får et rødt sjal, det hænger dig for langt ned, men så kan man se, hvor stort det er, hvor alt for stort! du tænker på din stads og på den gode Gud. Dejlig er en vandring på volden! Og årene går med mange mørke dage, men med ungdomssind, og du får en ven, du ved det ikke! I mødes; I vandrer på volden i det tidlige forår, når alle kirkeklokker ringer på store bededag. Der er endnu ikke violer at finde, men ud for Rosenborg står der et træ med de første grønne knopper, dér standser I. Hvert år skyder træet grønne grene, det gør ikke hjertet i menneskets bryst, gennem dette glider flere mørke skyer, end Norden kender. Stakkels barn, din brudgoms brudekammer bliver ligkisten, og du bliver en gammel pige; fra Vartov ser du bag balsaminen ud på de legende børn, ser din historie gentages.

Og det er just det livsdrama, der ruller op for den gamle pige, der ser ud på volden, hvor solen skinner, hvor børnene med røde kinder og uden strømper og sko jubler, som alle de andre himlens fugle.

 

I mere end 260 år lå Vartov i Farvergade, men omkring år 1930 opstod tanken om at flytte fra Vartov, efter at Københavns Kommune den 1. april 1931, havde overladt en grund på Lersø Parkallè – Klostervænget.

Dronning Alexandrine nedlagde grundstenen den 23. maj 1933 til stiftelsen Gammel Kloster

Huset blev opført af stiftelsens egne midler, på initiativ af magistratens 1. afdeling, der siden år 1857 som bestyrelse, havde varetaget stiftelsens interesser.

Det blev samtidig besluttet at genoptage navnet Gammel Kloster, fordi det jo under Christian den fjerde havde virket som et kloster.

I en af fløjene blev indrettet et plejehjem, som indtil 1. maj 1995 havde fælles administration med stiftelsen. Herefter overgik plejehjemmet til at være en selvstændig enhed med egen administration og blev ændret til at være et erhvervslejemål i stiftelsen.

Nogle år senere den 1. april 2004 ændrede Københavns Kommune plejehjemmet fra at være en selvejende institution med driftsoverenskomst med kommunen til at være et kommunalt plejehjem.

I dag er der stadig donatorer, som har belægningsretten til en et-værelses lejligheder i stiftelsen og enkelte, som har krav på nedsat leje, men der er ikke den store interesse for at gøre brug af disse rettigheder.

Efter at Sundheds- og Omsorgsudvalget i en årrække havde siddet som bestyrelse for stiftelsen, blev fundatsen ændret med virkning fra den 1. januar år 2007, til at bestå af 5 medlemmer valgt af stiftelsens beboere og det lokale ældreråd.